Gian Lorenzo Bernini

(1598 – 1682)

I 1527 blev Rom plyndret og hærget. Det satte en brat afslutning på for det kunstneriske udgangspunkt og katalysator, som Rom havde været i flere hundrede år. Først knap 100 år senere   vendte den frodige kunstneriske aktivitet i Rom tilbage. Med barokken indtrådte forandringen. Ofte stedfæster forskere tidspunktet, hvor Jesuiterkirker Il Gesu blev påbegyndt 1584. Dette var den første barokke kirke, der blev opført i Rom. Denne kirke havde et medlem i menigheden, der snart blev berømt. Gian (egentlig Giovanni) Lorenzo Bernini. For eftertiden var han næsten ”lig med  skaberen af den italienske barok”.

Han var en meget rettroende katolik, der gik i kirke hver dag. De håndværkere, der arbejdede for ham gik også i kirke hver dag. Han benyttede kirken Il Gesu hver aften. Og han rettede sig efter inkvisatoren Ignatius Loyolas forskrifter.

Gian Lorenzo Bernini blev født i Napoli, men familien flyttede til Rom i 1606. Gians fader, Pietro Bernini var en dygtig billedhugger. Sønnen gik rundt i faderens værksted og arbejdede med. Snart fik han mange selvstændige ideer og gjorde sig bemærket med sine enestående kreative anlæg for tegning og skulpturer. Allerede som 18-årig udgav han sine første markante skulpturer.

Bernini har bl. a. opført kirker, helgenstatuer, baldakinen i Peterskirken og udenfor, som f. eks.kolonnaden, som symboliserer moderkirkens åbne arme og figurerne ovenpå.

I sin ungdom udførte Bernini flere skulpturer med hedenske motiver: Dafne og Apollon, Perseppus rov …Tritonfontænen med sit hedenske motiv blev opført, da han var en moden mand - 44 år gammel.

Som ældre skabte han blandt andet englestatuerne på Ponte San Angelo, broen ved San Angelo. Han lavede også udkastet til elefanten med obelisken på Piazza Minerva. Han fik gennem 60 års kunstnerisk arbejde en utrolig indflydelse på Roms kirker, paladser, pladser og fontæner.

Barokken var en del af den katolske kirkes modtræk til Reformation. Pavestolen ville vise omverden, hvad den var i stand til at skabe.

Bernini blev tidligt gode venner med en indflydelsesrigkardinal, der senere blev pave under navnet Urban VIII.

Da han blev pave, valgte han, at udnævne sin kunstnerven den 25-årige Bernini til Roms og Vatikanets officielle kunstner.

Pave Urban VIII blev afløst af Pave Innocens X. Han var knap så begejstret for Bernini. Hvorfor denne faldt i unåde ved Vatikanet. Men da paven så hans udkast til Flodernes fontæne på Piazza Navona, blev han taget til nåde.

Pave Alexander VII lod ham igen blive Vatikanstatens yndlingskunstner. Under denne pave udførte Bernini Peterkirkens højalter, Scala Regia i Vatikanet og Peterpladsens kolonnade med skulpturer.

Når man i dag ser alle hans værker, står det klart, at han må have instrueret og beskæftiget mange dygtige håndværker. Han kan næppe personligt have udført det hele. Men mange dygtige kunstnere rejste til Rom og var måske så heldige at få lov til at arbejde i et hans værksteder. Når de så senere var rejst hjem til deres provinser i Italien eller udenfor landets grænser, har de medtaget mange af hans/barokkens ideer. På den måde har barokken som genre indenfor billedhuggerne bredt sig.

Havheste

De gamle grækere kaldte havhesten for en hippokamp.

Se også Triton. Dette dyr kendes i dag fra græsk, etruskisk og romersk kunst. Hippokampens, havhestens, oprindelse er meget usikker. Men der er en fortælling, hvor de bliver omtalt. Poseidon og Athene havde en indbyrdes konkurrence. De konkurrerede om byen Attika og om at være mest populær hos athenerne. De to guder ville lade konkurrence afgøre ved hver især at skabe et  mesterværk, der var til nytte. Athene skabte oliventræet, og Poseidon skabte havhesten. Dommeren, der skulle afgøre konkurrencen, valgte Athenes oliventræ som vinder. Denne histories forklaring på havhestens opståen lyder sandsynlig, da det i Homers Illiade nævnes, at Poseidon altid brugte forspand.

Hvis man ser nøjere efter på fontænens havhest, kan man se, at havhesten ikke har finner, men derimod et par vinger. Man kan også se, at havhesten har en hests forkrop og en fisks bagkrop. Endvidere ser man at efter den kraftige manke, har havhesten sin ryg dækket med pigge fra manke til hale.

Siden det 5. århundrede satte man nereider i forbindelse med havhesten. Det ses blandt andet på datidens mønter. Helt frem til rokokotiden var nereider ridende på en havhest hen over havets overflade et yndet motiv.

Triton

I Antikken var Triton de gamle grækeres første egentlige havmand. Han blev altid fremstillet med en stor fiskehale. Han kunne være meget krigerisk og en voldsom elsker. Han kunne finde på at forfølge kvinder og at hugge kvæg. Men han var også kendt for sin klogskab, og sin evne til at se ud i fremtiden.

Det, der forbindes mest med ham, er hans herredømme over det lunefulde hav.

Senere mente man, der var flere tritoner, som  ledsagede Poseidon. De sang eller blæste  på tritonhorn (konkyljer). De var kendt for, at hvis de blæste højt eller sagte, så kunne de henholdsvis oprøre eller stilne havets bølger.

Tritoner befandt sig ofte i selskab med nereider, som red på søheste eller havheste. Andre gange var de i selskab med tritoninder, det vil sige havfruer.

Urban VIII

Berninis velynder og protektor. Han var pave i perioden 1623 – 1644.

Kilder til dette website:

73.75

Roms fontæner M. V. Morton Nordisk Forlag - Arnold Busck. København 1973

Turen går til Rom. Af Ole Høeg og Alfredo Tesio. Politikens Forlag 1991